Trenton er hovedstaden i New Jersey, USA, og ligger ved Delaware River på grænsen til Pennsylvania. Byen grundlagdes i 1721 og har i dag 90.400 indbyggere (2021). Trenton præges af nedslidte industri- og boligområder, men rummer tillige en række historiske mindesmærker fra Den Nordamerikanske Frihedskrig, bl.a. revolutionsmonumentet med George Washington.