Trebinje, by i Bosnien-Hercegovina 140 km syd for Sarajevo; ca. 24.000 indb. (2002). I 1991 var 60% serbere, 18% bosniske muslimer, resten jugoslaver og kroater. Efter udbruddet af borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina i 1992 rejste relativt mange af byens muslimer til Danmark. En stor del af byens nuværende indbyggere er internt fordrevne bosniske serbere fra andre steder i Bosnien-Hercegovina, mens der stadig er vanskeligheder med at få byens bosnisk muslimske fordrevne indbyggere til at vende tilbage. Byen ligger ved floden Trebišnjica, og i omegnen dyrkes lægeurter, tobak og vin. 1466-1878 var byen under Osmannerriget og forblev som i middelalderen en vigtig opholdsby for handelskaravaner mellem Dubrovnik og Orienten. Indtil 1991 var Trebinje med sin orientalske bydel, med bl.a. den osmanniske bro Arslanagić Most fra 1574, det mest yndede udflugtsmål for turister i Dubrovnik.