Travelpilot, handelsnavn på et navigationssystem beregnet til brug i almindelige personbiler; fremstillet af de tyske Bosch-fabrikker. Travelpiloten har dimensioner som en almindelig autoradio og er sammenbygget med en sådan, evt. med tilføjelse af et større display. Den kan bestemme den optimale rute mellem to punkter og give nøjagtig kørevejledning til bilens fører.

Bilens nøjagtige position findes til ethvert tidspunkt med en indbygget flerkanals GPS-modtager. Travelpiloten indsætter positionen på det relevante kortudsnit, som tages fra det digitale by- og landkort på en tilhørende cd-rom. Input fra køretøjets triptæller samt et indbygget gyroskop benyttes til løbende at måle den tilbagelagte strækning og holde systemet kalibreret. Ved kørslens start indtastes den ønskede destination, hvorefter bilens fører modtager kørevejledninger fra Travelpiloten dels via autoradioens højtalere, dels via displayet.

Der findes lignende systemer med andre handelsnavne fra andre leverandører.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig