Tranbærvognen

Tranbærvognen, vogntype, der er rekonstrueret ud fra ca. 40 vogndele, fundet i en offermose syd for Vejle. Hele fundmængden, der kan betegnes som et af Europas største fund af vogndele med egerhjul, indsamledes over næsten 20 år (1876-96) og blev undersøgt af arkæologen Henry Petersen. Fundene, der dateres til romersk jernalder, stammer fra mindst 10 vogne og omfatter også våben og et lerkar. Tranbærvognen repræsenterer den ældste type stivvogn i Danmark bygget af træ uden metalbeslag med tremmeformede sider og store mangeegrede sammensatte hjul.

Da de fleste af de forskellige konstruktionsdele var repræsenteret, har det været muligt med stor sikkerhed at rekonstruere den formentlig hestetrukne terrængående vogntype i fuld størrelse og afprøve den ved en række køreforsøg.

Vognene blev fremstillet lokalt, men deres forlæg var romerske landbrugsvogne. De blev taget i brug i store dele af Danmark, samtidig med eller kort efter at de romerskprægede driftsformer med åbne marker vandt terræn.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig