En exedra fra Trajans Termer (2018).

Trajans termer var et stort offentligt badeanlæg i oldtidens Rom. Badeanlægget blev opført af kejser Trajan fra 104 til 109 e.v.t. Arkitekten menes at være Apollodoros fra Damaskus, som også stod bag opførelsen af Trajans Forum.

Faktaboks

Etymologi

Termer kommer af latin thermae ’varme bade’, af græsk therme ’varme’.

Badeanlæggets symmetriske udformning og anseelige størrelse danner forlæg for de efterfølgende badeanlæg i Rom såsom Caracallas termer og Diokletians termer. Trajans termer blev opført over, og inkorporerede delvist, Neros Gyldne Hus, Domus Aurea.

Termerne var i brug indtil 400–tallet. Herefter, i 500- og 600–tallet, blev dele af anlægget anvendt som kirkegård. I renæssancen blev Trajans Termer systematisk plyndret for skulpturer og andre værdifulde genstande og materialer. I dag kan man se resterne af Trajans termer i en stor offentlig park på den sydlige spids af Esquilinhøjen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig