Toruń

Toruń, ty. Thorn, by i det centrale Polen ved floden Wisła 180 km NV for Warszawa; 208.300 indb. (2005). Byen har siden 1950 gennemløbet en kraftig industriel udvikling, og stort set alle industribrancher er repræsenteret: kemisk, grafisk og elektroteknisk industri, bygge-, maskin-, tekstil- og specielt fødevareindustri, hvor honningkagefabrikken Kopernik og spiritusproducenten Polmos er landskendte. Det middelalderlige centrum med en lang række historiske bygninger er en turistattraktion; rådhuset, de gotiske kirker, kornmagasinerne og Kopernikus' fødehjem er blandt de mest kendte. Siden 1960'erne er der sket en kraftig udbygning af byens periferi. Toruń blev i 1997 optaget på UNESCOs Verdensarvliste.

Historie

Takket være beliggenheden, hvor en af hovedvejene mellem Øst- og Vesteuropa krydser Wisła, blev Toruń allerede i den tidlige middelalder en vigtig handelsby. Den Tyske Orden opførte i 1230 en borg i byen, som blev anlagt efter en fast plan i 1236. Toruń var medlem af Hanseforbundet og var formidler af de centraleuropæiske bjergegnes produkter som jern, kobber og sølv. I 1466 blev byen en fristad i kongeriget Polen og havde indtil krigene i midten af 1600-t. blomstrende handel og håndværk. 1793-1919 var byen under Preussen, og den blev udbygget som grænsefæstning og garnisonsby. Efter 1945 blev Toruń universitetsby, idet det polske universitet i Vilnius blev flyttet hertil og opkaldt efter Kopernikus.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig