Torslunde. I anledning af 450-års-jubilæet for Reformationens indførelse i Danmark udsendte det danske postvæsen i 1986 et frimærke, der viser et udsnit af antemensalet (alterbordsforsiden) fra Torslunde Kirke; nu på Nationalmuseet. Billedet, der er malet i 1561 af en ukendt kunstner, er det tidligste i Norden, der fremstiller en evangelisk gudstjeneste: prædiken, nadver og (uden for dette udsnit) dåb.

.

Torslunde, landsby syd for København i Ishøj Kommune; 285 indb. (2014). Byen var før udbygningen af Ishøj hovedby i kommunen; nu eksisterer kun fire af de oprindelige gårde, mens hovedparten af bebyggelsen er parcelhuse. Torslunde i den smukke Vejleådal ligger som en klar kontrast til 1970'er-byggeriet ved Ishøj Strand. Syd for landsbyen, på den modsatte dalskrænt ligger godset Benzonsdal.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1308 som Torslundæ maghlæ, af gudenavnet Thor og -lund 'lille skov'; -magle 'stor' adskilte tidligere navnet fra Torslundelille.

Torslunde Kirke er kendt for en alterbordsforside, som nu findes på Nationalmuseet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig