Torben Krogh, 26.8.1943-26.6.2007, dansk journalist, forfatter og chefredaktør. G.m. Leila Krogh. Torben Krogh var uddannet journalist 1964 og derefter medarbejder ved især Information. 1969-72 var han chefredaktør for Information, 1974 og 1978-82 for Minavisen/Socialistisk Dagblad og igen for Information 1984-87. Krogh var en bredt funderet og dybt engageret skribent, politisk kommentator og avisleder, der tillige bestred en lang række tillidsposter. Han var 1980-85 medlem af Mediekommissionen og 1994-96 formand for Statsministeriets Medieudvalg. 1991-95 var han Danmarks repræsentant i UNESCOs Styrelsesråd og 1995-97 præsident for UNESCOs 28. Generalkonference. Krogh var 1996-2004 formand for bestyrelsen for Danmarks Journalisthøjskole og fra 2003 formand for Den Danske UNESCO-nationalkommission. Blandt hans bøger må fremhæves Viggo Hørup (1984).