Tokaj

Artikelstart

Tokaj, by i Zemplénregionen i det nordøstlige Ungarn, hvor floderne Tisza og Bodrog mødes 190 km NØ for Budapest; 4900 indb. (2011). Jordbunden er af vulkansk oprindelse, hvilket sammen med et forholdsvis varmt og tørt klima giver gode forhold for produktion af vin.

Tokajs fæstningsværk eksisterede allerede i 1000-t. Dets storhedstid knytter sig til 1500-t., da kong János 1. Szapolyai havde sit hovedkvarter i borgen. En overgang blev de kongelige regalier også opbevaret her. Ferenc 2. Rákóczi, lederen af frihedskrigen imod habsburgerne 1703-11, besatte fæstningen og sprængte den af strategiske grunde.

Vin

I vinregionen Tokaj-Hegyalja produceres landets mest berømte vin, hvidvinen tokaj (ung. Tokaji). Den laves af de lokale druer furmint, hárslevelű og lidt muscat. Tokaji Szamorodni kan være tør eller let sødlig og fremstilles af normalt høstede druer. Tokaji Aszú indeholder vin fra druer, som er angrebet af ædel råddenskab, og som derfor kan være meget søde; den legendariske Tokaji Essencia er ekstremt sød.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig