Togo - geografi

Togo - geografi, Togo er et lille land med en kystlinje mod Guineabugten på blot 56 km. De lave Togo- og Atakorabjerge deler landet i to. Mod SØ ligger en kystslette og lave plateauer, mod NV ligger en flodslette, og længst mod nord lave bjerge. Klimaet er tropisk og præget af den intertropiske konvergenszone. De fleste steder er der således to regntider (april-juli og september-november), men der er store forskelle i regnmængden fra år til år, og bl.a. 1981-83 oplevede Togo egentlig tørke. Uden for regntiderne præges vejret af tørre harmattan-vinde fra Sahara.

Kystområdet er en udligningskyst med sandbarrer, laguner og sumpe; bag disse ligger det frugtbare lerplateau Terre de Barre. Området er en tætbefolket landbrugsregion, og her ligger hovedstaden, Lomé. Nord for den største af lagunerne, Lac Togo, ligger de vigtige fosfatminer, og ved lagunens udløb den gamle slavehandelsby og tidligere hovedstad Aného. Mono er grænseflod mod øst; her ligger et kunstvandet landbrugsområde og et vandkraftværk. Kystregionen er især befolket af ewe, mina og gun, og området er centrum for både katolicismen i Togo og for voodooreligion.

Plateauområdet omfatter flere plateauer, oftest mindre frugtbare. Her er savannevegetation med oliepalmer, baobab- og karitétræer. Den spredte befolkning er især kommet hertil efter 1900; vigtigste afgrøder er bomuld og ris.

I de sydlige Togobjerge er nedbøren større, og her ligger landets frugtbareste landbrugsjord. Der dyrkes en lang række tropiske afgrøder, både i plantager og på småbrug. Den oprindelige regnskovsbevoksning er kun pletvis bevaret. Flere steder er der vandfald i regntiden. I de nordligere Atakorabjerge lever befolkningen spredt og opdyrker de dybt nedskårne dale med bl.a. ris. Her ligger også Sokodé, landets muslimske centrum. I det nordligste Atakora lever kabyé-folket, der er kendt for intensivt landbrug på bjergterrasser. Her og længst mod NV lever mange små og ret isolerede etniske grupper.

Befolkning og økonomi. Befolkningsvæksten er stor (men faldende), og befolkningstætheden er efter afrikanske forhold høj. Ca. 40% bor i byer, hvilket afspejler landbrugserhvervets dominerende rolle. Ca. 45 forskellige etniske grupper lever i Togo, men de fleste er fåtallige. De vigtigste grupper er ewe (22%), kabyé (14%), kotokoli og basari. Under de politiske uroligheder i begyndelsen af 1990'erne flygtede skønsmæssigt 400.000 til nabolandene, men mange er siden kommet tilbage. Ca. 100.000 togolesere er sæsonarbejdere i Ghanas landbrug.

Landbrug er det bærende erhverv. Mod syd er bedrifterne små (1-3 ha) med selveje, mens landsby- eller stammebaseret fælleseje er almindeligt mod nord. Strukturen vanskeliggør modernisering af erhvervet, men i normale høstår er landet selvforsynende med basisfødevarer, yams, maniok, majs, hirse og ris. Hertil kommer salgsafgrøder som bomuld, jordnødder mfl. Kakao, kaffe og bomuld repræsenterer tilsammen ca. 40% af landets eksportindtægter. Togo er ikke selvforsynende med kød, men mod syd er der en del svineavl, og mod nord geder, får og kvæg. I alt er kun 10% af jorden opdyrket, og med udenlandsk bistand søges arealet udvidet og produktiviteten forbedret.

Togo er verdens fjerde største producent af fosfat (til kunstgødning), som er landets vigtigste eksportvare, og i de senere år er 20-30% af eksportindtægterne kommet herfra. Landet har betydelige forekomster af calciumfosfat, som har været udnyttet siden 1961. I 1997 blev virksomheden delvis privatiseret som led i en gældsafviklingsaftale med IMF (Den Internationale Valutafond). Industrien bidrager blot med 9% af BNP. I 1970'erne iværksattes et ambitiøst, statsligt industrialiseringsprogram, men mange af virksomhederne er siden lukket. En frizone i Lomé har tiltrukket et antal udenlandske producenter. Infrastrukturen er ringe udviklet; fra kolonitiden findes nogle jernbaner, som nu er stærkt nedslidte. Energiforsyningen har længe været afhængig af import af elektricitet fra Akosombo Dam i Ghana. En naturgasledning fra Nigeria er under bygning og ventes åbnet i 2006.

Læs mere om Togo.