Tjekkiet - musik

Tjekkiet - musik, Landet blev kristnet af byzantinske missionærer i 800-t. Allerede i 885 blev det forbudt at celebrere messen på slavisk, og i løbet af 900-t. blev den romerske (latinske) messe dominerende, hvilket har betydet, at de ældste overleverede tjekkiske religiøse sange ikke er liturgiske, fx Svatý Václave (Václav den Hellige) fra omkring 1200.

Det tidligste musikliv udfoldede sig særligt i forbindelse med klostrene, bl.a. benediktinerklostre, som oprettedes omkring 1000. Først med grundlæggelsen af Univerzita Karlova i Prag 1348 blev der oprettet en lærestol i musik, hvorved musikteori og komposition fik fodfæste i Tjekkiet.

Under Husitterkrigene 1419-34 blev mange klostre raseret, og musikdyrkelsen kom da til at foregå i bykirkerne og senere også i byskolerne, jesuiterkollegierne og ved universitetet. Under husitterne inddroges tjekkisksprogede led i messen, ligesom den tjekkiske gejstlige lied blev udviklet; den kom til at danne et vigtigt fundament i udviklingen af den tyske lutherske kirkesang.

Under kejser Rudolf 2. husede Prag 1583-1612 hofkapellet fra Wien og blev derved et af Europas musikcentre. Omkring 1600 oplevede den flerstemmige kirkemusik et højdepunkt, inspireret af den samtidige nederlandske og italienske stil.

Efter Trediveårskrigen blev kontakten med de katolske lande Italien og Østrig genoptaget, hvilket bl.a. medførte udveksling af musikere. Blandt 1600-t.s kirkemusikere må nævnes Adam Václav Michna (ca. 1600-76), i hvis hymner og messer påvirkning fra folkelig musik kan spores. I Jan Dismas Zelenkas værker, som bl.a. omfatter kirkemusik, findes ligeledes elementer fra tjekkisk folkemusik foruden fantasifulde virkemidler af ikke mindst kontrapunktisk og harmonisk art.

I 1612 forlagde hoffet residensen til Wien. En vigtig og frodig del af musiklivet udfoldede sig i private kapeller og på slotte, hvor fremragende musikere som Heinrich Biber, Pavel Josef Vejvanovský (ca. 1633/39-93), Zelenka og Giuseppe Tartini gjorde tjeneste.

Da mange tjekkiske komponister emigrerede pga. religions- og sprogtvang og af mangel på attraktive stillinger, var musikkulturen i slutningen af 1700-t. i stærk tilbagegang. Blandt de emigrerede komponister var Johann Stamitz og hans sønner, Georg Benda, Josef Mysliveček (1737-81), Jan Ladislav Dussek, Antoine Reicha, Pavel Wranitzky (1756-1808) og Franz Krommer (1759-1831). Forholdene bevirkede også, at det tjekkiske syngespil især blev dyrket i udlandet (af bl.a. Adalbert Gyrowetz (1763-1850) og Benda).

Særlig fremtrædende inden for kirkemusikken var František Xaver Brixi (1732-71), Karel Blažej Kopřiva (1756-85) og Jakub Jan Ryba (1765-1815). Brixi har efterladt sig en kolossal mængde vokalmusik, mens Kopřiva i første række betænkte sit eget instrument, orglet. Ryba berigede den tjekkiske genre pastorella, hvor elementer fra folkesangen blandes med en enkel klassisk sats. Instrumentalmusikken blev i klassikken dyrket af Vaňhal, Krommer og Koželuch, der alle bidrog til sonatesatsformens udvikling. Inden for klavermusikken markerer Dussek, Václav Jan Křtitel Tomášek og Jan Václav Voříšek (1791-1825) sig med en række karakterstykker, som foregriber den romantiske klaverstil.

I første halvdel af 1800-t. tog en tjekkisk nationalkultur form, baseret på omfattende indsamling af folkemusik og genoptagelsen af tjekkisk som sangsprog. Betydelige skridt var grundlæggelsen af Prags Konservatorium 1811 og premieren på den første tjekkiske opera, František Jan Škroups (1801-62) Dráteník (Kedelflikkeren) 1826. En egentlig national musikkultur blev dog først virkeliggjort af Bedřich Smetana, hvis operaer kom til at danne grundlaget for den nationale tjekkiske opera, og hvis orkestercyklus Má vlast (Mit fædreland) fik følge af en række symfoniske digtninge af Antonín Dvořák, Zdeněk Fibich (1850-1900), Josef Suk og Vítězslav Novák. Den tjekkiske nationalromantiske symfoni fik ligesom kammermusikken sin mest fremstående repræsentant i Dvořák, der i sine værker inddrog stiltræk fra Brahms, og som gav tjekkisk musik et internationalt gennembrud. Men også som operakomponist bidrog Dvořák til den tradition, som siden Fibich, Leoš Janáček og Jaromír Weinberger (1896-1967) berigede.

Det opsving i tjekkisk musik, som indtrådte med Smetana og Dvořák, blev støttet af udviklingen i musiklivet. Således var Nationalteatret i Prag blevet åbnet 1881, og 1892 blev den internationalt berømte Bøhmiske Strygekvartet grundlagt. Endelig 1901 blev Tjekkisk Filharmonisk Orkester en selvstændig institution.

Som en yderst fremtrædende skikkelse i tjekkisk opera i det tidlige 1900-t. står Janáček, som stammede fra Mæhren; i hans værker anvendes folkemusikalske elementer på en original måde. Heroverfor står en række komponister, som i overvejende grad holdt fast i en senromantisk stil med inspiration fra Dvořák. Dette gjaldt Suk, som i orkester- og kammermusikværker skabte musik præget af monumental vægt og stor udtrykskraft, baseret på en udviklet harmonik og en tæt polyfoni. Weinberger, som flygtede til USA i 1930'erne, fik stor succes med sin folkloreinspirerede opera Švanda Dudák (Schwanda, sækkepiberen, 1927). Ervín Schulhoff (1894-1942) og Viktor Ullmann (1898-ca. 1944), som i 1920'erne dyrkede bl.a. ekspressionismen, omkom begge i koncentrationslejr under 2. Verdenskrig (se Entartete Kunst (musik)). Et radikalt brud med traditionen repræsenterer Alois Hába, som anvendte mikrotonale skalaer.

Symfonien, som havde oplevet en blomstring i slutningen af 1800-t., blev kun sparsomt dyrket i begyndelsen af 1900-t. Først med Bohuslav Martinůs seks symfonier (1943-53) ændredes denne situation. Martinů levede størstedelen af sit liv uden for Tjekkoslovakiet, men særlig hans værker fra årene omkring 2. Verdenskrig bærer stærkt præg af en binding til det nationale. Orkesterværket Památník Lidicím (Minde over Lidice, 1943) er et rystende udtryk for de rædsler, der overgik landsbyen Lidice under den nazistiske besættelse.

Under kommunismen fra 1948 blev flere komponister ramt af forbuddet mod "formalistisk kunst", bl.a. Hába og Martinů, men efter Stalins død i 1953 blev forholdene gradvis lempet, således at både dodekafonien og avantgarden i 1960'erne kunne blive repræsenteret i tjekkisk musik. Disse tendenser oplevede et voldsomt tilbageslag efter Pragforåret 1968, men efter Fløjlsrevolutionen 1989 er udviklingen imod en større åbning mod omverdenen genoptaget. Blandt de komponister, der har præget tjekkisk musik efter 2. Verdenskrig, er Miloslav Kabeláč (1908-79) samt Jan Novák (1921-1984). Novák, der har inddraget serielle elementer i sine værker, bosatte sig efter omvæltningen i 1968 først i Danmark, senere i Italien. Petr Eben (1929-2007) har vakt international opmærksomhed med sine orgel- og korværker, som er præget af såvel elementer fra folkesang som gregoriansk sang.

Læs videre om tjekkisk folkemusik, tjekkisk rockmusik eller om Tjekkiet generelt.