Humle er en gammel eksportvare fra Tjekkiet.

.

Tjekkiet - økonomi, Som den økonomisk mest udviklede del af Tjekkoslovakiet var Tjekkiet fra slutningen af 1940'erne til 1989 en socialistisk planøkonomi, som gennem det statslige investeringsmønster udlignede mellemkrigsårenes store indkomstforskelle mellem den slovakiske og den tjekkiske del. Regionale uligheder, fx mellem Pragområdet og de østlige dele, består, men afstanden mellem høje og lave indkomster er Europas mindste (og verdens næstmindste efter Japans).

Efter kommunismens sammenbrud i 1989 gennemførte Tjekkoslovakiet en hurtig overgang til markedsøkonomi; i 1991 fik landet en associeringsaftale med EF. Strukturreformerne blev fulgt op af en stram finans- og pengepolitik, mens valutaen, koruna, blev bundet til en kurv bestående af fem valutaer.

Tjekkoslovakiet oplevede ikke hyperinflation som mange andre reformlande. Andre økonomiske konsekvenser i form af høj arbejdsløshed og faldende realindkomster ramte Slovakiet hårdere end Tjekkiet, hvilket var en hovedårsag til Tjekkoslovakiets deling i 1993; de to lande forblev dog i en valuta- og toldunion. Mens valutaunionen hurtigt måtte opgives, har toldunionen bevirket, at det tætte økonomiske samkvem mellem de to lande er blevet opretholdt.

Tjekkiet blev som det første tidligere østblokland optaget i OECD i 1995, og det høje reformtempo fortsatte; allerede samme år havde de fleste statsvirksomheder skiftet ejere, og den stramme økonomiske politik blev ligeledes videreført. Inflationen faldt i 1995 til under 10%, og de offentlige budgetter viste overskud. Det skyldtes bl.a., at de økonomiske tilskud til Slovakiet var bortfaldet, og at arbejdsløsheden fortsat var lav, fordi der blev skabt mange jobs i servicesektoren, og fordi restruktureringsprocessen i industrien forløb langsomt.

Fastkurspolitikken blev ligeledes fortsat, men nu i forhold til en kurv bestående af to valutaer, D-mark og dollar. Efter et betydeligt fald i produktionen i de første år efter 1989 oplevede Tjekkiet økonomisk fremgang 1994-96, hvilket imidlertid også udmøntede sig i et stærkt voksende underskud på handels- og betalingsbalancen; det førte til devalueringsrygter, og Tjekkiet måtte i 1997 bøje sig for spekulation mod landets valuta, som blev devalueret med knap 15%.

Som konsekvens strammede regeringen finanspolitikken og indførte importbegrænsninger; fastkurspolitikken blev opgivet, og pengepolitikken indrettet til at sikre en stabil lav inflation på højst 2% på langt sigt. Da inflationen gennem både 1998 og 1999 lå betydeligt under den daværende målsætning, blev pengepolitikken lempet markant, hvilket dog ikke kunne forhindre, at økonomien kom i recession. Arbejdsløsheden steg dramatisk fra knap 4% i 1997 til næsten 10% i begyndelsen af 2000.

I perioden 1998-2006 besad Socialdemokratiet regeringsmagten, og i lyset af den stigende ledighed har det bl.a. givet arbejdsmarkedet en større prioritet i den økonomiske politik. Desuden fik et særligt Revitaliseringsagentur til formål at restrukturere store, gældsatte statsvirksomheder mhp. salg til udenlandske investorer. Udenlandske banker har endvidere helt eller delvis overtaget de største lokale banker.

Sideløbende har bl.a. offentlige nedskæringer og momforhøjelser bragt budgetuderskuddet for 2005 ned under 3% med henblik på, at Tjekkiet, som indtrådte i EU i 2004, kan deltage i ØMUen fra 2010.

Den økonomiske udvikling har været gunstig siden 2000, drevet af udenlandske investeriger og en stigende eksport og turisttrafik. Arbejdsløsheden er dog fortsat høj (9% i 2005), især i de gamle mine- og industriområder i nord og blandt romaer.

De vigtigste handelspartnere er Tyskland, som alene står for næsten en tredjedel af den samlede udenrigshandel, Slovakiet og Østrig. Danmarks eksport til Tjekkiet var i 2005 på 3716 mio. kr., mens importen derfra var på 3378 mio kr.

Læs mere om Tjekkiet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig