Faktaboks

Timbaland
Født
10. marts 1971

Timbaland, egl. Timothy Zachery Mosley, f. 10.3.1971, amerikansk producer og musiker. Han blev født i Norfolk i Virginia og blev fra sidst i 1980'erne en del af det lokale R&B- og hiphopmiljø s.m. bl.a. Missy Elliott.

I 1996 fik han et større gennembrud som producer for R&B-musikerne Ginuwine (egl. Elgin Baylor, f. 15.10.1975) og Aaliyah (1979-2001) og året efter også for Missy Elliots første album, Supa Dupa Fly. Samtidig udgav han og rapperen Magoo (egl. Melvin Barcliff), som Timbaland havde kendt siden high school, selv albummet Welcome to Our World (1997).

Timbalands karriere tog nu fart, og han begyndte at producere for stadig større og større amerikanske stjerner. I midten af det første årti af 2000-t. blev hans vægt på et ofte minimalistisk, men yderst spændstigt og effektiv rytmespor tilsat overraskende breaks således næsten synonym med tidens lyd inden for popmusik.

I 2006 blev Timbaland kendt af det helt store publikum for sin produktion og medvirken på den canadiske sangerinde Nelly Furtados (f. 2.12.1978) hitabum Loose og amerikaneren Justin Timberlake FutureSex/LoveSounds, der begge har solgt i nærheden af 10 mio. eksemplarer. På de to album trådte Timbaland tillige selv mere og mere ind i rampelyset som både musiker og rapper og ikke mindst som en central skikkelse på de videoer, der fulgte med albummenes singler.

Han har siden bl.a. produceret for så forskellige musikere som Björk, Madonna, rockmusikeren Chris Cornell (20.7.1964-17.5.2017) og rapperen Busta Rhymes (egl. Trevor Tahiem Smith Jr., f. 20.5.1972). Samtidig har han udgivet yderligere to album med Magoo samt to soloalbum med titlerne Timbaland presents Shock Value (2007) og Timbaland presents Shock Value II (2009). Timbaland er blandt flere priser bl.a. blevet tildelt to Grammy Awards i hhv. 2007 og 2008.

Timbalands hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig