Tianxin, (kin. 'det himmelske hjerte' eller 'himlens centrum'), centralt begreb i kinesisk religion, der henviser dels til en abstrakt guddommelig vilje bag verdensgangen, dels til Karlsvognen som himlens centrum og udgangspunktet for liv. Ifølge ældgamle spådomstraditioner er hvert enkelt menneskeliv underlagt en bestemt stjerne i Karlsvognen, som samtidig, ved sin øjeblikkelige lysstyrke, er en indikator for, hvor længe den pågældende har tilbage at leve i. Den daoistiske tradition, som opstod i 900-t. under navnet Tianxin Zhengfa ('Det Himmelske Hjertes Korrekte Metode'), var baseret på en formidling af kraften i Karlsvognen samt i andre himmellegemer. Den specialiserede sig i eksorcistiske metoder til bekæmpelse af sygdom og andre følger af onde indflydelser og spiller fortsat en vigtig rolle i daoistisk liturgi.