Thurgau

Thurgau, fransk Thurgovie, kanton i det nordøstlige Schweiz; 991 km2, 250.600 indb. (2011), primært tysktalende; 2/3 er protestanter. Ca. 20% af arealet er skovdækket, og over halvdelen udnyttes landbrugsmæssigt, idet Thurgau hovedsagelig ligger i Det Schweiziske Bakkeland og har en relativt frugtbar jordbund. Væsentlige landbrugsprodukter er frugt, grøntsager og vin. I den sydligste del hæver terrænet sig til ca. 1000 m højde i alpeforlandet. Her er kvægavl med ostefremstilling fremherskende.

Kantonhovedstaden Frauenfeld (23.500 indb., 2011) ligger centralt i Thurgau. Den har en alsidig produktion af bl.a. tekstiler, elektriske apparater, maskiner og fødevarer.

Historie

Thurgau var fra 1264 underlagt habsburgerne, men blev 1460 erobret af Det Schweiziske Edsforbund. Den reformerte lære indførtes 1529, men ved Freden i Kappel 1531 blev området atter katolsk. 1798 fik Thurgau status som kanton i Den Helvetiske Republik og blev ved Mediationsakten 1803 fuldgyldig kanton i Det Schweiziske Edsforbund.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig