Thule-kulturen er den seneste bølge af indvandrende inuitgrupper, der slog sig ned i Grønland i slutningen af 1200-tallet og i dag er forfædrene til moderne grønlændere. I 1916 blev Thule-kulturen først refereret til som ’neo-eskimoisk’ kultur; til tider (særligt i Canada) refereres der til ’pre-colonial’ eller ’precontact inuit’. Det er en henvisning til inuit, før de fik større kontakt med europæiske missionærer og handelsfolk. I dag vinder betegnelsen inuitkulturen indpas.

Kulturen opstod omkring år 1000 e.v.t. i det nordlige Alaska og nordvestligste Canada. Herfra bredte den sig til hele det inuitiske Arktis fra Sibirien til Grønland. I Grønland mødte dette folk både landets præ-inuitiske Dorset-kultur samt de skandinaviske vikingers efterkommere bosiddende i Syd- og Vestgrønland, kaldet nordboerne.

Navnet ’Thule’

Polarforskerne Knud Rasmussen og Peter Freuchen navngav i 1910 deres nyanlagte handelsstation, hvorfra Thuleekspeditionerne begyndte i det nordvestlige Grønland. 'Thule', som en reference til det sagnomspundne 'Ultima Thule', som klassiske geografer søgte siden det 4. århundrede f.v.t.

Efter sine omfattende udgravninger af den inuitiske Naujan boplads i det centrale Canada i 1922 søgte Therkel Mathiassen et passende navn, der kunne bruges, når de arkæologiske genstande fra kulturen skulle publiceres. Mathiassen ville gerne navngive den (ny- eller gen-)opdagede kultur ’Naujan-kulturen’, men det vakte bestyrtelse hos Peter Freuchen, der argumenterede for, at den burde kaldes Thule-kulturen.

Freuchens argument var, at lignende kulturelementer tidligere var beskrevet fra Thule i Nordgrønland, og samtidig mente han, at opdagelsen skulle forbindes med handelsstationen Thule, Knud Rasmussen og Danmark. Ved sin publikation af de arkæologiske fund fra Naujan i 1927 endte Mathiassen med at introducere betegnelsen ’Thule-kulturen’.

I øvrigt blev ’Thule’ misbrugt af nazisterne som betegnelse for et mytisk hjemsted for den ariske race, men denne brug har altså intet med hverken handelsstationen Thule eller Thule-kulturen at gøre.

Betegnelsen 'inuitkulturen'

Brugen af betegnelsen Thule-kultur er derfor et levn fra en kolonial tid og afspejler en nordeuropæisk romantisme, hvorfor begrebet i en post-kolonial tid som nu kan findes upassende fortsat at bruge som reference til en inuitisk kultur. Derimod vinder betegnelsen 'inuitkulturen' efterhånden indpas.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig