Thorvald Ellegaard, 1877-1954, dansk cykelrytter, professionel 1898-1926; vandt VM i sprint i 1901, 1902, 1903, 1906, 1908 og 1911 og fik sølv fire gange. Derudover vandt han verdens fornemste sprinterløb, Grand Prix de la ville de Paris, i 1901 og 1911. Før Ellegaard blev professionel, vandt han DM fire gange. 1899-1914 vandt han DBCs Grand Prix på Ordrupbanen 11 gange. Også i tandemløb vandt han en række sejre, bl.a. med broderen Peter som makker. Ellegaard var verdens største cykelsportsnavn i en epoke, hvor banesporten tiltrak sig større opmærksomhed end landevejsløbene. Efter endt aktiv karriere var Ellegaard bl.a. en overgang sportslig leder på Ordrupbanen.