Thor

Thor ankommer s.m. Loke, trukket af bukkene Tandgnjorst og Tandgrisner. Fra det første Valhalla-album (1979), tegnet af Peter Madsen.

.

Thor med sin hammer, Mjølner. Thors bælte sikrer ham hans kræfter. Tegning af Constantin Hansen, 1854.

.

Thor er en af de mest centrale guder i nordisk religion, i nogle kilder opfattet som Odins søn, gift med Sif. Thor er tordenens guddom; navnet hentyder bl.a. til, at han som Agethor kører sin vogn, forspændt med to tænderskærende bukke, hen over himlen.

Faktaboks

etymologi:
Ordet Thor kommer af oldnord. Þórr, af germ. *þunara- 'torden'.
også kendt som:

Tor

Thor er krigsgud og dæmonbekæmper; han forsvarer Asgård og Midgård mod kaoskræfterne, jætterne og Midgårdsormen. Hans centrale attribut er hammeren Mjølner, der dels kan bruges som våben, dels kan vie, dvs. hellige, dæmonafværge og livgive, fx i myten om Thors færd til Udgårds-Loke, hvor han ved at vie sine døde bukkes ben med Mjølner gør bukkene levende igen.

Thor er styrkens gud, noget naiv og let at drille for fx Loke. I talrige myter berettes om rørende og groteske hændelser om denne populære gud. Forskere, ikke mindst Georges Dumézil, har peget på en række ligheder mellem Thor og andre indoeuropæiske dæmonbekæmpere, fx den indiske gud Indra, men også de antikke guder Zeus/Jupiter og Apollon.

Ud over at være kriger har Thor også været dyrket som frugtbarhedsgud, som den, der råder for godt vejr og afgrøde. Der er dog næppe tvivl om, at denne funktion skal ses som et biprodukt til hans egenskab af kaosbekæmper, idet også hungersnød blev anset for en indtrængen af kaos.

Thors popularitet viser sig ved, at et stort antal person- og stednavne i det nordiske og germanske område er opkaldt efter ham, fx Thormod, Thorsten, Torup, Thorsager og Tórshavn. Ugedagen torsdag (lat. dies Jovis 'Jupiters dag') er opkaldt efter Thor.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig