Faktaboks

Thomas Sydenham
Født
1624
Død
1689

Thomas Sydenham, 1624-1689, engelsk læge, der var uddannet i Oxford og virkede i London. Han var 1600-t.s betydeligste kliniker og genoplivede den hippokratiske skole med dens omhyggelige sygdomsbeskrivelser. Hans bøger blev benyttet af generationer af læger.

Thomas Sydenham mente, at sygdomme skulle klassificeres på samme måde som planter, og at man med tiden ville finde en specifik behandling for hver enkelt sygdom. Han skelnede som den første mellem skarlagensfeber og mæslinger, og hans beskrivelse af podagra er et mesterværk. Han bekendte sig til humoralpatologien, men nærede i øvrigt mistillid til medicinske teorier. Efter hans mening skulle læger i deres daglige arbejde basere deres beslutninger på observation og erfaring.

Thomas Sydenham, som var ven med filosoffen og lægen John Locke, indvarslede nutidens empiristiske syn på klinisk lægevidenskab (se klinisk forskning).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig