Faktaboks

Thomas Reid
Født
1710
Død
1796

Thomas Reid, 1710-1796, skotsk filosof, uddannet som teolog ved universitetet i Aberdeen, hvor han virkede som præst, indtil han i 1752 blev professor i filosofi. I 1764 efterfulgte han Adam Smith som professor i moralfilosofi i Glasgow.

I sit filosofiske hovedværk, An Inquiry into the Human Mind (1764), afviste Thomas Reid den teori om den menneskelige erkendelse, som bygger på René Descartes' lære om, at erkendelse er perception af bevidsthedsfænomener eller idéer.

Denne idéteori havde allerede stillet Descartes over for problemet om forholdet mellem idéerne og den objektive virkelighed og havde hos både John Locke og David Hume medført synspunkter, som kunne opfattes som udtryk for skepticisme med henblik på den menneskelige erkendelses mulighed.

Thomas Reid erstattede idéteorien med sin common sense-filosofi, ifølge hvilken bevidstheden perciperer genstande og ikke idéer, hvilket eliminerede en række af de skeptiske konsekvenser, der følger af idéteorien.

Over for især Hume hævdede Reid, at en række fundamentale principper, fx kausalprincippet, er indlysende sande, og udbyggede yderligere sin argumentation imod skepticismen ved at hævde, at dagligsproget ikke er metafysisk neutralt, men forpligter sprogbrugerne til at acceptere bestemte metafysiske antagelser, fx vedr. omverdenens eksistens.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig