Faktaboks

Thomas Pelham-Holles Newcastle - regeringen
Født
1693
Død
1768

Thomas Pelham-Holles Newcastle - regeringen, 1693-1768, britisk hertug og politiker. Newcastle blev i 1711 whigmedlem af Overhuset og i 1724 regeringsmedlem. Hans indflydelse voksede, efter at hans bror Henry Pelham (1696-1754) i 1743 var blevet premierminister. Efter broderens død blev Newcastle premier- og finansminister. I 1756 måtte han gå af pga. Storbritanniens modgang i Syvårskrigen, men i 1757 blev han på ny premierminister i et koalitionsministerium, hvor William Pitt d.æ. dog reelt ledede regeringen.

Som en af Englands rigeste godsejere forstod Newcastle at skaffe sine whigprotegéer indflydelsesrige poster og således opbygge et netværk af støtter i Parlamentet. I 1762 måtte han dog vige til fordel for George 3.s favorit, John Stuart Bute, og bortset fra en ministerpost 1765-66 var hans karriere herved forbi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig