Thomas Mørk er en dansk skuespiller og instruktør. Efter debut på Det Kongelige Teater i 1988 har han optrådt dér og på mange andre teatre, i film og på Radioteatret.
Thomas Mørk
Faktaboks
- Født
- 1962
Thomas Mørks karriere
I sine roller rækker han fra det drengede til det rablende vanvittige eller respektløst grove som fx inden for revy og i Cirkus Montebello sammen med Niels Olsen. Desuden behersker Mørk det forfinede og sjælesarte spil som fx i Strindbergs Spøgelsessonaten (1989) samt det tragiske, mennesket med en tidligt erhvervet desillusion, som fx i Lars Noréns Stilheden (1990) og Henrik Ibsens Gengangere (1993).
Thomas Mørk har delt sin vidtspændende indsats mellem klassisk scenearbejde, nyt dansk drama og radioteater. Han har spillet titelrollerne i Schillers Don Carlos (Det Kongelige Teater 1999) og i Molières Misantropen i Botho Strauss' version på Husets Teater i 2001.
På Rialto Teatret spillede han i 1998 som monolog Lev Tolstojs novelle Kreutzersonaten, og igen på Husets Teater medvirkede han i Nikoline Werdelins Mine to søstre (2001) og Erling Jepsens Manden fra Estland (2005).
Desuden har Thomas Mørk været engageret som skuespiller og instruktør i eksperimenterende avantgarderevy som Ymer på Helsingør Teater (2000), men også mere traditionelle revyer som Cirkusrevyen 1999, Hjørring 2002, Nykøbing F 2004 og Esbjerg 2005.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.