Thomas Love Peacock, 1785-1866, britisk forfatter. Han stammede fra en velhavende borgerfamilie, men måtte i en alder af 34 år tage lønnet arbejde og havde, inden han trak sig tilbage som 70-årig, opnået en høj stilling i den britiske Indiens-administration. Han begyndte tidligt at skrive og udgav en række digtsamlinger. Hans første roman, Headlong Hall, kom 1816 og efterfulgtes af seks andre, bl.a. Nightmare Abbey (1818, da. 1991). De udspiller sig fortrinsvis i herregårdsmiljøer, hvor handlingen domineres af en livfuld dialog, som bidrager til den elskværdige satire over samtidens idéer. Romanerne, som han selv betegner som "comic romances", indeholder hans bedste digte. Hans essay The Four Ages of Poetry (1820) fremkaldte Shelleys betydelige kritiske arbejde Defence of Poetry (1821, offentliggjort 1840).