Faktaboks

Thomas Hampson
Født
28. juni 1955

Thomas Hampson er en amerikansk baryton med en lyrisk smuk og smidig stemme, en karismatisk og intelligent sceneoptræden og en stor musikalsk alsidighed. Thomas Hampson havde taget flere universitetsgrader i statskundskab, før han skiftede løbebane takket være en elev af Lotte Lehmann, søster Marietta Coyle.

Efter sangstudier ved konservatorierne i Santa Barbara og Los Angeles vandt Thomas Hampson i 1981 førsteprisen i Metropolitan-operaens National Auditions. Samme år blev han engageret ved Deutsche Oper am Rhein i Düsseldorf (1981-1984) og derpå ved operaen i Zürich, som han var tilknyttet det følgende årti.

I 1986 debuterede Thomas Hampson på Metropolitan Opera i rollen som Greven i Wolfgang Amadeus Mozarts Figaros bryllup, som skaffede ham verdensberømmelse. Selv om Hampson ikke stemmemæssigt er den fødte Verdi-baryton, har han formået at skabe en imponerende række Verdi-skikkelser. Det gælder fx Posa i Don Carlos, Giorgio Germont i La Traviata og titelrollerne i Macbeth og Simon Boccanegra, som han har sunget både på scenen og på cd.

Men også i operette og musical har Thomas Hampson haft stor succes som i Franz Lehárs Den glade enke og Irving Berlins Annie Get Your Gun. I de senere år har han ydermere indlemmet den amerikanske folkesang i sit koncertrepertoire og i 2003 stiftet Hampsong Foundation, der ved hjælp af forskningsprojekter, symposier, master classes osv. har til formål at fremme udbredelsen af den amerikanske og europæiske sangskat.

Thomas Hampson har fået adskillige Grammy’er for sine indspilninger samt mange andre priser og æresbevisninger, bl.a. blev han i 2003 vicepræsident i det internationale Gustav Mahler-selskab og i 2010 medlem af American Academy of Arts and Science.

I 2010 optrådte Hampson for første gang i Tivolis Koncertsal som solist i Gustav Mahlers Das Lied von der Erde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig