Thomas Chatterton, 1752-1770, britisk digter. Hans poetiske fantasi og indlevelse i middelalderens verden gjorde ham til en af romantikkens forløbere. Chattertons opfindsomme og følelsesfulde digte er imidlertid pasticher, således hans egne Rowley Poems (skrevet 1765-68), som han foregav var autentiske 1400-tals ballader. Med sin sørgelige skæbne — et kort liv i fattigdom afsluttet med selvmord i et kvistværelse i London — blev han for romantikerne prototypen på det miskendte geni.