Thomas Broder Bircherod, 1661-1731, dansk historiker, fra 1694 rektor for Odense Katedralskole; bror til Jens Bircherod. Bircherods store interesse var Fyn, hvis fortidsminder, folkekultur (bl.a. ordsprog) og natur han beskrev, ligesom han søgte at holde eksemplarer af alle fynske dyr på sin bopæl. Flittig og utraditionel formulerede han nye teorier om stenalderens oldsager, og han udgav i 1701 den første videnskabelige beskrivelse af danske middelaldermønter. Desuden var han en vidende semitisk filolog og skrev en original, men aldrig trykt analyse af Koranens første kapitel; den er i modsætning til samtidige europæiske skrifter om islam ikke polemisk.