Thomas - i Det Nye Testamente

Thomas, (med det gr. tilnavn Didymos 'dobbelt, tvilling'), en af Jesu tolv disciple, nævnt i apostellisterne i NT, men kun nærmere omtalt i Johannesevangeliet. Da navnet også på aramæisk og hebraisk betyder 'tvilling' (te'om), er han af nogle blevet opfattet som Jesu tvillingbror, men med tvivlsom ret.

Den kirkelige traditions fremstilling af Thomas som skeptikeren, "den vantro Thomas", bygger på hans tvivl om Kristi legemlige opstandelse fra de døde, indtil han fik lov at se og berøre hans sår efter naglerne og lansen (Joh. 20,24-29).

Thomas har lagt navn til en række oldkirkelige skrifter, herunder Thomasevangeliet. Ifølge traditionen lå hans grav i Edessa (nuv. Urfa i Tyrkiet). Euseb tillagde ham ca. 300 æren for Partherrigets mission; ifølge Thomasakterne, nedskrevet senere i 300-t., døde han som missionær og martyr i Indien; se også Thomaskristne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig