Theodoricus monachus

Det traditionelle tilnavn monachus er uheldigt, da der ikke er noget der tyder på, at Theodoricus var munk, og det er da også fjernet i den seneste udgave af værket. Det er meget mere sandsynligt, at han var regulær kannik (altså præst i et slags munkeagtigt fællesskab omkring ærkesædet), mens han skrev værket. Tilnavnet er først kommet til efter reformationen hvor hans værk blev genopdaget (omkring 1620).

Theodoricus' baggrund og miljø fremgår i øvrigt af tilegnelsen af værket til ærkebiskop Øystein Erlandsson (regerede 1161-1188) samt af tekstens franskinspirerede lærdom. Der kan ikke være tvivl om, at Tore havde studeret i Nordfrankrig med en særlig tilknytning til den kongeligt etablerede Skt. Viktor-stiftelse for regulære kanniker i Paris. Skt. Viktor var på dette tidspunkt et samlingspunkt for nordiske gejstlige af det øverste lag, som fx også Absalon.

Den lille Norgeshistorie er speciel på flere måder. For det første siger Tore udtrykkeligt, at han ikke vil behandle borgerkrigstiden efter 1130, så der er ikke nogen egentlig samtidshistorisk del. Meningen må have været at rejse et monument for det norske rige og den norske kirkeprovins (som var blevet selvstændig i 1153 med ærkesædet i Trondhjem). Omdrejningspunktet i værket er da også Trondhjems egen helgen, Olav Haraldsson (den Hellige, regerede 1015-28, død 1030). Der er klare overensstemmelser mellem Tores beskrivelse af Olav og den samtidige latinske Olavslegende, også fra Trondhjem.

Et andet særtræk er de mange eksurser om naturfænomener og teologiske og historiske spørgsmål. De understreger Norges forbindelse til verden, som den kendes gennem bibelsk og klassisk lærdom. Ekskurserne omkring Olavs helgendød giver således tyngde til påstanden om, at hans martyrdød – og nordmændenes omvendelse – er indskrevet i en guddommelig verdenshistorisk plan. De hyppige paralleller til Romerrigets historie understreger også Norges betydning. Hvor Tore hentede sin viden om begivenheder, der lå så langt tilbage, har givet anledning til megen spekulation. Men der kan næppe være grund til at betvivle hans egne ord om, at det meste kommer fra mundtlig overlevering, bl.a. med støtte i en nedskreven kongerække. Ligesom Saxo nævner han de kyndige islændinge som ophav til historisk viden.

Historien er aldrig blevet oversat til dansk, men i den nyeste udgave af den latinske original fra 2018 findes der både en engelsk og norsk oversættelse.

• historieskrivningens ældre stadier
• Norges historie 900-1660

• Theodoricus, De antiquitate regum norwagensium / On the Old Norwegian Kings. Redigeret og oversat af Egil Kraggerud. Novus. Oslo, 2018.