Theodor von Sickel

Theodor von Sickel var en tysk-østrigsk historiker og diplomatariker. Sickel var tidligt i opposition til Preussen i spørgsmålet om tysk enhed i 1840'erne. Efter studier på École des chartes i Paris (se École nationale des chartes) gik han i fransk tjeneste i forbindelse med arkivundersøgelser i Italien og Østrig. I årene 1857-1891 var han professor (siden 1869 leder) ved Institut für Österreichische Geschichtsforschung. Efter åbningen af Vatikanarkivet (se Vatikanstaten) i 1881 var han med til at oprette det østrigske institut i Rom, som han var leder af fra 1891-1901. Han blev adlet i 1884.

Sickel koncentrerede sig i både undervisning og forskning om de historiske hjælpevidenskaber, navnlig diplomatik, hvor han dannede skole. Hans metode er kombinerede skrift- og stilundersøgelser af originale diplomer. Navnlig skriftundersøgelsen gennemføres meget nøjagtigt, og diplomerne sammenlignes bogstav for bogstav. Stilundersøgelsen, også kaldt diktatundersøgelsen, lader sig ikke gennemføre med helt samme sikkerhed, men er til gengæld den eneste mulighed ved diplomer, der ikke er overleveret i original. Sickel var utvivlsomt en af de mest indflydelsesrige diplomatarikere siden Mabillon og har præget moderne diplomatik afgørende.

Blandt Sickels store produktion kan nævnes Beiträge zur Diplomatik, 1-8 (1861-1882), Acta regum et imperatorum Karolinorum digesta et enarrata, 1-2 (1867), hvoraf bd. 1 er en redegørelse for karolingisk diplomatik, samt Urkunden der deutschen Könige und Kaiser, 1-2 (1879-1893).