Thelonious Monk

Faktaboks

Thelonious Monk
Født
10. oktober 1917
Død
17. februar 1982

Thelonious Monk, en af bebopmusikkens grundlæggere, turnerede over hele verden med egen kvartet; bl.a. besøgte han i 1964 København, hvor dette billede blev taget.

.

Artikelstart

Thelonious Monk, Thelonious Sphere Monk, 10.10.1917-17.2.1982, amerikansk jazzpianist, komponist og orkesterleder.

Thelonious Monk skabte sit eget abstrakte musikalske univers og udnyttede klaveret med en uortodoks teknik, som helt var hans egen, dog med rødder i ældre jazzklaver som Harlem Stride, Duke Ellington og Count Basie. Monks kompositioner, fx Round Midnight, Blue Monk og Straight, No Chaser, er logisk stramme, teknisk krævende og koncentrerede, og hans klaverspil på en gang primitivt, virtuost, lidenskabeligt intenst, humoristisk og overrumplende.

Thelonious Monk var en af jazzens store rytmiske begavelser og regnes blandt grundlæggerne af den moderne jazz i 1940'erne. I 1950'erne lavede han væsentlige indspilninger med bl.a. Sonny Rollins, Milt Jackson, Miles Davis, John Coltrane og Art Blakey; 1959-70 havde han egen kvartet med tenorsaxofonisten Charlie Rouse (1924-1988).

Monk blev posthumt tildelt en hædrende omtale af Pulitzerprisens jury i 2006.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig