The great American songbook, (eng. 'Den store amerikanske sangbog'), en løs betegnelse for de sange fra 1920'erne til ca. 1950, der i modsætning til kortlivede hits til stadighed har kunnet hævde sig som evergreens i skiftende sangeres og instrumentalisters repertoire. Materialet består af enkelttitler hentet fra musicals, Broadwayshows, Hollywoodfilm, nodeblade fra New Yorks Tin Pan Alley m.m. Blandt fiksstjernerne på sangbogens firmament fremhæves normalt komponisterne Jerome Kern, George Gershwin, Irving Berlin, Cole Porter, Richard Rodgers og Harold Arlen (1905-86). Til disse knyttes tekstforfattere som Lorenz Hart (1895-1943), Ira Gershwin (1896-1983), Oscar Hammerstein II og Cole Porter, der skrev sine egne tekster.

Men sangbogen kan naturligvis ikke indsnævres til seks individer. Der er yderligere en kø af navne som Hoagy Carmichael, hvis Stardust (1929) hører til de hyppigst indspillede melodier overhovedet. Og der er et væld af enkelttitler, hvis ophavsmænd kun havde heldet med sig en eller få gange. I 1930 komponerede den ret ukendte Johnny Green (1908-89) klassikeren Body and Soul. En outsider, der længe lå upåagtet hen, er On Green Dolphin Street fra 1947 af Bronislau Kaper (1902-83), hvis filmmelodier ellers var kortlivede hits. Der kan også være en vis rimelighed i at "adoptere" udenlandske kompositioner, når de i årevis har været forlæg for amerikanske solister, som tyskeren Kurt Weills Mack the Knife (Die Moritat von Mackie Messer, 1928) og den ungarsk-franske Joseph Kosmas Autumn Leaves (Les Feuilles mortes, 1946).

Mange af de nævnte sange er oprindeligt blevet lanceret af i dag totalt ukendte solister, gerne i en uforpligtet, overfladisk aflevering, og senere taget op af croonere som Bing Crosby og Frank Sinatra. Ella Fitzgerald indspillede i 1950'erne og 1960'erne for selskabet Verve en lang række songbooks, ordnet efter komponister. Det mest frugtbare efterliv har sangene fået som jazzstandards, dvs. som improvisationsgrundlag for jazzmusikere. Selv om jazzen også har frembragt selvstændige temaer, forbliver The Great American Songbook det mest vitale, men også mest forpligtende basismateriale. Det gælder især de langsomme, lyriske ballader. En musiker, der i dag spiller Body and Soul, må finde sig i at blive sammenlignet med Louis Armstrongs indspilning fra 1930, Coleman Hawkins' fra 1939 og en perlerække af senere tolkninger, fastholdt på plader.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig