The Ramones, amerikansk rockband, dannet 1974 af Joey Ramone (egl. Jeffrey Hyman, 1951-2001), sang og trommer, Johnny Ramone (egl. John Cummings, 1951-2004), guitar og sang, Dee Dee Ramone (egl. Douglas Colvin, 1952-2002) og Tommy Ramone (Thomas Erdelyi, 1952-2014). Gruppen debuterede 1976 med albummet Ramones, der sammen med en turné i England samme år blev en vigtig inspiration for den engelske punkmusikbølge. Stilen var en personlig blanding af 1950'er-pop og hård garagerock fra 1960'erne med et karakteristisk hektisk, rastløst drive. Med skiftende medlemmer, der alle antog efternavnet Ramone, overlevede gruppen de fleste af punkmusikkens øvrige navne inden den definitive opløsning i 1996.