The Kinks

The Kinks i 1966.
The Kinks
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

The Kinks var en britisk rockgruppe, dannet i 1963 af Ray Davies (f. 1944), guitar, sang og sangskriver, broderen Dave Davies (f. 1947), guitar, sang, Pete Quaife (1943-2010), bas, og Mick Avory (f. 1944), trommer. Gruppen fik sit gennembrud med You Really Got Me (1964), fulgt op samme år af All Day and All of the Night.

I 1965 skiftede gruppen image. Den pågående stil blev forladt til fordel for en mere lyrisk og melodiøs, ofte med satiriske tekster, som bl.a. sangene A Well Respected Man, Dedicated Follower of Fashion og Sunny Afternoon samt Dead End Street (alle 1966).

The Kinks placerede sig som en af 1960'ernes mest betydningsfulde britiske rockgrupper, bl.a. med lp'erne Something Else (1967), The Village Green Preservation Society (1968), Arthur (1969) og Muswell Hillbillies (1971). Ray Davies blotlagde i sine sange kritisk og kærligt nuancerne i den bedsteborgerlige engelske kultur og livsstil. The Kinks blev et forbillede for mange punk- og new wave-grupper i 1980'erne. Brødrene Davies havde længe et anstrengt samarbejde, og Kinks gik i opløsning i 1996.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig