Bee Gees var en engelsk/australsk poptrio dannet af tvillingerne Maurice (1949-2003, bas og sang) og Robin Gibb (1949-2012, sang) og storebror, Barry Gibb (f. 1946) guitar og sang.

Trioen slog igennem i Australien med sangen Spicks & Specks (1967) og udsendte samme år en af pophistoriens mest overbevisende debut-lp'er The Bee Gees' First. Gruppen toppede hitlisterne i Europa og USA, bl.a. med sangene To Love Somebody (1967), Massachusetts (1967) og Words (1968). Trioen forøgede verdenssuccesen i 1977 med discomusikken til filmen Saturday Night Fever, der som lp blev solgt i over 30 mio. eksemplarer.

Bee Gees var op i 1990'erne stadig populære takket være deres specielle sangstil i det høje stemmeleje og de fængende og iørefaldende melodier. Efter Maurice Gibbs død i 2003 valgte Robin og Barry Gibb at ophøre med at arbejde som Bee Gees.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig