The Animals, engelsk rockgruppe, etableret 1963 af Eric Burdon (f.1941), sang, Alan Price (f.1942), keyboard, Hilton Valentine (f.1943), guitar, Chas Chandler (1938-96), bas, og John Steel (f.1941), trommer. Med sin rå og upolerede stil, der var kraftigt influeret af sort amerikansk blues-musik, var Animals sammen med The Rolling Stones det mest betydningsfulde rhythm & bluesorkester på den engelske scene. Gruppen toppede de engelske og amerikanske hitlister i 1964 med House of the Rising Sun og derefter bl.a. med sangene Don't let me be Misunderstood (1965) og Bring it on Home to me (1965). I 1967 tog Eric Burdon til USA med sin nye gruppe Eric Burdon & The Animals, der båret af tidens flower-powerbølge fik et hit med San Franciscan Nights. Burdon gik i 1968 ind i afro/soul gruppen War, der havde et stærkt politisk engagement i det sorte Amerikas frigørelse. Sammen med War udgav han bl.a. Black Man's Burdon (1971). Eric Burdon indspillede i 1993 en cd (live) med fortrinsvis gamle Animals-numre — elegant nyarrangeret af keyboard-veteranen Brian Auger.