Thad Jones, Thaddeus Joseph Jones, 1923-1986, amerikansk trompetist, komponist og orkesterleder. Jones, der var bror til trommeslageren Elvin Jones og pianisten Hank Jones, havde en lovende solistisk karriere, men valgte at hellige sig bigbandjazzen, først som medlem af Count Basies orkester (1954-63), senere som leder af et ensemble på New York-klubben Village Vanguard med trommeslageren Mel Lewis (1929-1990) som partner (1965-77). Derpå overtog han ledelsen af Danmarks Radios Big Band (1977-78) og opholdt sig i Danmark til sin død. Med sin udtryksmæssige blanding af maskulinitet og sofistikation placerede Jones sig sammen med den mere impressionistiske Gil Evans som sin periodes væsentligste jazz-orkestrator. Thad Jones er begravet på Vestre Kirkegård i København, og en vej i Sydhavnen i København er opkaldt efter ham.