Terentsscene, enkel sceneform, der relateres til renæssancens humanistteater, hvor man opførte antikkens komedier af fx Terents. Der er tale om en neutral tribune, hvor bagvæggen er forsynet med indgange med tæpper for, der markerer personernes huse. Sceneformen er kendt fra træsnit i Jodocus Badius' Terentsudgave (Lyon 1493).