Tel Aviv

Tel Aviv. Foto fra 2007.

.

Tel Aviv, by ved Israels Middelhavskyst, landets største by; 1,3 mio. indb. (2012) i storbyområdet inkl. nabobyen Jaffa. Byen modtog i 1930'erne stor indvandring fra Europa og blev et centrum for avanceret europæisk arkitektur. Tel Aviv har talrige fine eksempler på Bauhaus-arkitektur, og den såkaldte "Hvide By" i centrum er blevet optaget op UNESCO's Verdensarvliste.

Faktaboks

etymologi:
Navnet Tel Aviv kommer af hebraisk tel 'jordhøj' og aviv 'kornmodning(småned)', egentlig 'kornmodningshøjen'.

Tel Aviv er kendetegnet ved sine mange moderne bygninger i centrum foruden store vejanlæg og industriområder. Den er Israels vigtigste handels- og industriby og rummer flere universiteter, de fleste udenlandske ambassader, Israels børs, de større mediehuse, politiske partiers hovedkvarterer osv.

De flittigt besøgte strande er et af byens kendetegn, der ligesom Diasporamuseet, Beit Golomb (Frihedsmuseet) og en række mindre museer for glas, diamanter, mønter og keramik tiltrækker mange turister.

Tel Aviv er en meget moderne by domineret af betonbyggeri og tæt trafik i et støjende, hektisk gademiljø. Israels anden storby, Jerusalem, har alt det, Tel Aviv ikke har i form af historie og stemning.

Tel Aviv blev af jødiske indvandrere i 1909 grundlagt som den første jødiske by i det, der senere blev staten Israel. I begyndelsen bosatte de fleste jødiske indvandrere sig i landbrugskollektiver, men fra 1920'erne søgte flere mod byerne, og Tel Aviv oplevede en voldsom vækst fra ca. 2000 indbyggere i 1918 til 120.000 i midten af 1930'erne.

Staten Israel blev udråbt 14.5.1948 i det nuværende Frihedsmuseum.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig