Teater 1, dansk teatertidsskrift, der lanceredes af Claus Lynge, Paul Opstrup, Aksel Brinck og Bjørn Steding-Jessen i 1979 under navnet Musik & Teater; opkaldt efter Torben Kroghs tidsskrift af samme navn fra 1933. Tidsskriftet skiftede navn i 1986 til Teater 86, til Teater 87 osv., indtil det i 1989 fik sit nuværende navn.

Teater 1, der har hjemme i København, har en ulønnet redaktion og fungerer ofte som uformelt uddannelsessted for anmelderaspiranter, der siden finder vej til aviser o.l.

Tidsskriftet behandler alle teatrets genrer, også opera, performance, ballet og moderne dans, i en blanding af temaartikler og anmeldelser fra ind- og udland. Siden 2011 har Teater 1 selv skabt en række kunstprojekter. På Teater 1's foranledning har bl.a. danske dramatikere skrevet monologer, der fortolket og indlæst af skuespillere fik premiere på CPH Stage 2015.

Tidsskriftet uddeler desuden Teater 1's Pris inden for teater, musikteater og dans takket være midler fra en privat fond.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig