Tawfiq, Tawfiq Pasha, 1852-1892, egyptisk vicekonge (khediv) 1879-92. Tawfiq overtog magten efter sin far, Ismail, der havde bragt landet i økonomisk uføre og derfor var blevet afsat af den osmanniske sultan efter pres fra europæiske kreditorer. Den europæiske indblanding udløste et oprør, ledet af Ahmad Urabi, og i 1882 flygtede Tawfiq. Storbritannien besatte samme år Egypten og bragte Tawfiq tilbage på tronen.