Tarsos, oldtidsby i det sydlige Tyrkiet. Stedet har været beboet siden stenalderen. Under hittitternes overherredømme (ca. 1600-1200 f.Kr.) havde byen en vigtig position og var antagelig hovedstad i et lokalt kongedømme. Fra denne periode stammer rester af et palads. Byen faldt med havfolkenes invasion ca. 1200 f.Kr. Tarsos havde kontakter til Nordsyrien og det græske område og var afhængig af handlen i det østlige Middelhav. Byen fik en genopblomstring efter Alexander den Stores erobring, hvorefter den blev hovedstad i provinsen Kilikien. Apostlen Paulus var født i Tarsos.