Tarragona, antikkens Tarraco, var oprindelig en keltiberisk bosættelse. I 200-t. f.Kr. blev den erobret af romerne og var et vigtigt romersk støttepunkt under 2. Puniske Krig. Under Cæsar blev Tarraco romersk koloni, og kejser Augustus gjorde den til det administrative centrum for provinsen Hispania Citerior (senere Tarraconensis).
Betydelige levn fra den romerske periode står i dag tilbage. De ældste dele af bymuren stammer fra 200-t. f.Kr. Af offentlige bygninger findes endvidere bl.a. forum, et teater og et amfiteater. 4 km NV for byen står en velbevaret akvædukt og den såkaldte Scipionernes Grav.
475-712 var byen under visigotisk overherredømme og 714-1118 under arabisk. Den var senere en del af kongedømmet Catalonien-Aragonien. I 1811 blev Tarragona erobret og ødelagt af franskmændene i forbindelse med Den Spanske Uafhængighedskrig, og 1833 blev byen hovedstad i provinsen af samme navn.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.