Tansu Çiller, f. 24.5.1946, tyrkisk politiker. Som leder af koalitionsregeringen mellem Den Sande Vejs Parti (DYP) og Det Socialistiske Folkeparti (SHP) blev Tansu Çiller 1993 sit lands første kvindelige regeringsleder og den tredje i den islamiske verden efter Benazir Bhutto og Begum Khaleda Zia. Under den populære Tansu Çiller oplevede Tyrkiet økonomisk uro og fremgang for islamisterne. Hendes første forsøg på privatisering af statsvirksomheder og skabelse af et lånemarked mislykkedes, og mht. kurderne accepterede hun hærens krav om at tilintetgøre såvel politiske som militære former for kurdisk separatisme. Tansu Çiller afgik som premierminister i 1996; 1996-97 var hun udenrigsminister. Ved valget i 2002 blev hendes parti DYP ikke indvalgt i det tyrkiske parlament, og Çiller trak sig tilbage fra politik.