Takemitsu Toru, 1930-1996, japansk komponist. Han studerede både vestlig avantgarde og traditionel japansk musik, og mange af hans værker, fx November Steps (1967), søger at forene disse to udtryksformer. I dette som i andre af sine værker anvender han udvalgte traditionelle japanske instrumenter i modspil med eller integreret i vestlige orkester- eller kammerformationer. Han skrev også filmmusik.