Taiyuan

Taiyuan, hovedstaden i provinsen Shanxi i det nordlige Kina; 3,21 mio. indb. (2010). Taiyuan ligger ved en biflod til Huang He (Den Gule Flod) og er centrum i Shanxis vej- og jernbanesystem. Området er rigt på kul og mineraler, især jernmalm, og Taiyuan er et af det indre Kinas vigtigste centre for sværindustri med en stor produktion af jern, stål og specialstål. Hertil kommer en alsidig maskinindustri og fremstilling af kemikalier, cement, tekstiler og keramiske varer. 280 km nord for byen ligger Taiyuan rumcenter, et af Kinas tre rumcentre, hvorfra satellitter har været sendt op siden 1980'erne.

I Taiyuan ligger Shanxi Provinsmuseum, hvor en lang række kunstneriske, arkæologiske og historiske objekter udstilles, herunder en samling af buddhistiske sutraer (hellige tekster) og illustrationer fra disse, fra Song-, Yuan- og Mingperioderne.

I byens sydøstlige del ligger Shuangta Si (Tvillingepagodetemplet) fra tidlig Ming. 20 km SØ for Taiyuan ligger Jinci, et af Kinas største, ældste og smukkeste tempelkomplekser. Den centrale bygning er fra 1031; et af de bedste eksempler på arkitektur fra Songperioden. De talrige figurer i keramik regnes blandt de vigtigste bevarede genstande fra Song.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig