Taiwans historie

I historieskrivningen har der været stor uenighed om hvor Taiwans oprindelige befolkning stammer fra, dog er man enige om at størstedelen af den oprindelige befolkning er af malajiske og polynesiske afstamning. Ligeledes mener man at tilstrømningen af de forskellige folkeslag til øen er sket i flere bølger. Taiwans placering tæt på det kinesiske fastland har op gennem Taiwans historie gjort, at især indvandrere fra det sydøstlige Kina har bosat sig på øen af flere omgange. Den største af disse tilstrømninger skete i begyndelsen af 1600-tallet, hvor en stor indvandring af fattige kinesere trængte mange af øens oprindelige befolkning op i bjergene i den østlige del af Taiwan.

Til trods for Taiwans tætte placering på det kinesiske fastland, var interessen i øen fra de kinesiske kejsere sporadiske gennem de mange skiftende kejserdynastier i Kina.

Den første store interesse i øen fra kinesisk side, var under det mongolske Yuan Dynasti (1279-1368) hvor flere ekspeditioner blev sendt til Taiwan. Under Ming Dynastiet (1368-1644) blev den berømte admiral og opdagelsesrejsende Zheng He sendt ud på flere flådetogter, hvor han bl.a. i 1430 landede på Taiwan efter et skibsbrud. Her fik han kontakt til den indfødte befolkning, der stillede forsyninger til rådighed for ham og hans besætning. Da Zheng He vendte hjem til den kinesiske kejsers hof, aflagde han en rapport om sine oplevelser på Taiwan, hvilket herefter blev det officielle kinesisk navn for øen.

I starten af 1600-tallet voksede flere europæiske kolonimagters interesse i Østasien og derved også i Taiwan. Et portugisisk skib sejlede allerede i 1517 igennem Taiwanstrædet på vej til Japan, og her omtalte kaptajnen Taiwan i sin logbog som "Ilha Formosa", "Den smukke ø".

I de følgende århundrede blev Formosa det navn man oftest omtalte Taiwan under i den vestlige verden. Portugiserne etablerede herefter små handelsstationer på Taiwan omkring 1590, men de forsøgte aldrig at kolonisere øen. I 1624 ankom Det Hollandske Ostindiske Kompagni til Taiwan, hvor de lykkes dem at etablere forterne Zeelandia og Providentia på øens vestkyst. Som modsvar til hollændernes forter, etablerede Spanien flere forter på Taiwans nordlige kyst i 1626. I 1646 indtog Holland de spanske besiddelser og dominerede hele øen, hvorefter Taiwan blev en reel hollandsk koloni.

Taiwan var en hollandsk koloni indtil piraten og smuglerkongen Zheng Chenggong (Koxinga) i 1661 besejrede hollænderne og etablerede Taiwan som base for modstand mod det manchuriske Qing-dynasti, der havde erobret Kina i 1644. Koxinga var søn af en rig kinesisk forretningsmand og en japansk kvinde, og grundladet for Koxingas erobring af Taiwan skyldtes i høj grad at han arvede sin fars enorme flåde på 3000 skibe. Med kontrol over den vestlige del af øen ønskede Koxinga at gøre Taiwan til en base for de loyalister, der ville genindføre Ming-dynastiet på det kinesiske fastland. Han etablerede derfor et nyt kongerige, kaldet Dongning, som betød "den østlige fred", og som var bygget op med et kinesisk lovsystem og bureaukrati som skulle imitere Ming-dynastiets. Koxinga døde af malaria i 1662, men hans efterkommere lykkedes med at forsætte kongeriget Dongning på Taiwan frem til 1683.

I 1683 lykkedes det Qing-dynastiet at besejre Dongning kongeriget og vinde kontrol over Taiwan. Det var dog først i 1686 at Taiwan blev officielt indlemmet i det kinesiske kejserrige, da øen blev underlagt Fujianprovinsen.At Taiwan ikke fik egen provinsstatus var først og fremmest et udtryk for at det kinesiske kejserrige ikke var synderligt interesseret i Taiwan. Man havde erobret Taiwan først og fremmest for at sikre at ingen andre, hverken pirater eller europæiske magter, kunne få kontrol med øen igen. Det kinesiske kejserriges anså nemlig Taiwan for at være en uciviliseret og ubetydlig ø. Derfor besluttede de kinesiske kejsere at der ikke måttes udvikles landbrug på øen, samt at man begrænsede muligheden for kinesisk migration til øen.

Restriktionerne i migration til Taiwan var baseret på en frygt hos den kinesiske kejser, for at der ville opstå en øget selvstændig taiwansk identitet, hvis antallet af kinesiske immigranter til øen steg. Den kinesiske befolknings størrelse på Taiwan på dette tidspunkt anslås til ca. 200.000, men til trods for de officielle begrænsninger på migrationen til Taiwan voksede dette tal til 2,5 mio. i 1842. I 1886 blev Taiwan en selvstændig provins, og en række reformer blev iværksat i et forsøg på at modernisere øen.

Efter Den Kinesisk-japanske Krig 1894-95 blev Qingdynastiet tvunget til at afstå Taiwan til Japan, som følge af fredsaftalen Shimonoseki-traktaten. Flere kinesiske embedsmænd som arbejde i Taiwan, prøvede dog forgæves at modsætte sig traktaten, ved at proklamere Republikken Formosa som en selvstændig nation i d.29.maj 1895. Republikken Formosa fik dog en kort levetid, da Japan indsatte tropper på den nordlige side af øen, som i løbet af få måneder fik kontrol med øen.

Taiwan blev nu Japans første koloni, og japanerne gjorde, modsat kineserne, meget for at udvikle deres nye taiwanske koloni. Gennem de næste 50 år anvendte Japan Taiwan, som en landbrugsmæssig forsyningsbase til deres voksende imperium. Samtidig ønskede japanerne at integrere den taiwanske befolkning gennem anvendelse af japansk som undervisningssprog i skolen. Taiwan oplevede en betydelig økonomisk udvikling og modernisering, såvel som sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige fremskridt i perioden som japansk koloni.

Efter 2. Verdenskrig blev kontrollen med Taiwan i oktober 1945 overført til Republikken Kina, som var blevet grundlagt i Kina i 1912. I 1945 blev Republikken Kina regereret af nationalistpartiet, Guomindang (GMD) ledet af Chiang Kai-shek.

Det nye kinesiske nationalistregime var imidlertid brutal i sin behandling af Taiwan og dens befolkning, da Chiang Kai-shek mente at taiwanerne var blevet dekadente og primitive under de mange år som japansk koloni. Taiwan var dog i 1945 betydelig mere moderniseret og økonomisk veludviklet end det kinesiske fastland, så GMD-regeringen, der også var meget korrupt, trak så mange ressourcer som muligt væk fra Taiwan til fastlandet.

Den taiwanske befolkning blev hurtigt skuffede over GMD-regeringens udnyttelse af deres ø, og krav om mere indflydelse og rettigheder til den taiwanske befolkning opstod gennem protester. For at slå hårdt ned på alle krav om rettigheder og medbestemmelse, udnævnte Chiang Kai-shek den despotiske general, Chen Yi, som guvernør af Taiwan. Fra 1945-1947 førte Chen Yi en militaristisk administration af Taiwan, hvis hovedformål var at kvæle alle krav om rettigheder og selvstændighed fra den lokale taiwanske befolkning.

En af årsagerne til at Chiang Kai-shek og GMD førte så hård en administration af Taiwan efter 2.verdenskrig, var at GMD på det kinesiske fastland var i gang med udkæmpe den kinesiske borgerkrig mod Kinas Kommunistiske Parti (KKP). I 1949 tabte GMD denne borgerkrig, og i 1949-50 blev resterne af nationaliststyret og dets hære, samt omkring to millioner kinesere evakueret til Taiwan efter kommunisternes sejr på fastlandet og grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina. Taiwan tjente herefter som base for Republikken Kina, og Chiang Kai-sheks GMD-regime hævdede herefter at være hele Kinas legitime regering, til trods for at man kun havde kontrol med Taiwan. Takket være Koreakrigen 1950-53 opnåede Taiwan USA's bevågenhed samt økonomisk og militær hjælp, og GMD-styret på Taiwan kunne med amerikansk støtte frem til 1971 opretholde pladsen som Kinas repræsentant i FN, fremfor Folkerepublikken Kina.

I løbet af 1960'erne var der flere og flere lande, der skiftede deres diplomatiske relationer væk fra Republikken Kina (Taiwan) over til Folkerepublikken Kina. Taiwan blev således langsomt svækket internationalt, hvilket kulminerede d.25.oktober 1971, hvor FN vedtog Resolution 2758, der fastslog at Folkerepublikken Kina fik Republikken Kinas (Taiwans) plads i FN. USA var ikke imod at lukke Folkerepublikken Kina ind i FN, men ønskede samtidig ikke at eksludere Republikken Kina fra FN, da Republikken Kina havde været et af de stiftende lande af FN i 1945. USA stemte således imod resolutionen, som alligevel blev vedtaget. Til trods for at USA stemte imod udelukkelsen af Taiwan fra FN, valgte USA dog i januar 1979 at overføre deres diplomatiske relationer med Kina fra Republikken Kina (Taiwan) til Folkerepublikken Kina. Samme år vedtog den amerikanske kongres Taiwan Relations Act (TRA), der trods alt tilkendegav at USA, til trods for ikke længere at have officielle diplomatiske relationer til Taiwan, stadig ville beskytte Taiwan mod en mulig invasion fra Folkerepublikken Kina.

En invasion af Taiwan fra Folkerepublikken Kina havde allerede i løbet af 1950'erne været tæt på, da der var to væbnede konflikter mellem Kina og Taiwan, de såkaldte Taiwanstrædekriser, i henholdsvis 1954-55 og 1958. Under disse to kriser, som ikke omhandlede hovedøen Taiwan, men de mellemliggende øer i Taiwanstrædet, bl.a. Kinmen og Matsu, var den amerikanske flåde indsat for at hjælpe med evakueringen af taiwanske borgere til hovedøen. USA overvejede ligeledes under disse to kriser at bruge atomvåben præventivt mod Kina for at beskytte Taiwan.

Chiang Kai-shek døde i april 1975, og således tilfaldt det hans søn Chiang Ching-kuo at reformere det autoritære styre i sin periode som Taiwans præsident 1975-88.

For med tabet af officielle relationer til USA i januar 1979, måtte GMD endeligt opgive drømmen om at tilbageerobre det kinesiske fastland fra KPP. Dette betød at Chiang Ching-kuo begyndte at se et behov for at demokratisere Taiwan, nu hvor Republikken Kina permanent skulle blive på øen.

I 1987 valgte Chiang Ching-kuo at ophæve den militære undtagelsestilstand, der havde varet i næsten 40 år i Taiwan. Året efter døde Chiang Ching-kuo, og det blev således Lee Teng-hui, som skulle sørge for at få den politiske liberalisering accelereret og ført ud i livet. Lee Teng-hui gennemførte ligeledes en "taiwaniseringproces" af nationalistpartiet, som endte ud med at GMD i 1991 opgav princippet om at repræsentere hele Kina, og erkendte at man kun lige nu repræsenterede befolkningen i Taiwan.

Samtidig blev der i løbet af 1990'erne åbnet op for taiwansk turisme og omfattende investeringer i Kina. Den gradvise opblødning af relationerne mellem Kina og Taiwan i 1990'erne kom bla. til udtryk gennem 1992-konsensuset, som var et møde hvor GMD og KKP mødtes og blev enige om en fælles forståelse af Taiwan som en del af Kina. Dog var de to partier uenige om hvilket Kina de mente (GMD mente Republikken Kina, og KKP mente Folkerrepublikken Kina).

De gode relationer blev dog suspenderet i 1995-96 i forbindelse med den tredje Taiwanstrædekrise, hvor Kina affyrede missiler ned gennem Taiwanstrædet, da KKP frygtede at det forestående præsidentvalg i Taiwan ville føre til en officiel uafhængighedserklæring fra en ny taiwansk regerings side. USA fik dog afværget krisen, og d.23.marts 1996 afholdte Taiwan sit første frie demokratiske præsidentvalg. Valget blev vundet af Lee-Teng Hui og GMD, da Lee Teng-hui var utrolig populær blandt den taiwanske befolkning, og var kendt som "Mr.Democracy" fordi han havde stået bag demokratiseringen af Taiwan.

Præsidentvalget i marts 2000 anbragte oppositionskandidaten Chen Shui-bian fra Det Demokratiske Progressive Parti (DPP) i landets højeste embede og fuldbragte dermed demokratiseringen af Taiwan, da GMD samtidig viste taiwanerne at de nu (til trods for at have styret Taiwan diktatorisk i 40 år) frivilligt og fredeligt afgav regeringsmagten til et andet parti.

Demokratiet har konsolideret sig på Taiwan siden 2000, hvor frie og velordnede præsident- og parlamentsvalg er blevet almindelige. Forholdet til Kina forbliver imidlertid Taiwans altdominerende problematik, hvilket bl.a. sås efter Chen Shui-bian blev genvalgt til præsident i 2004. Et attentatforsøg, der var omgærdet af megen mystik, mod den daværende præsident Chen Shui-bian i sidste fase af valgkampen i 2004 kastede en skygge over demokratiseringen. Attentatforsøget var formodentlig den udslagsgivende faktor i Chen Shui-bians knebne valgsejr i 2004, og han beskyldtes af oppositionspartiet GMD for at have iscenesat begivenheden. Nogle spekulerede også i om KKP stod bag attentatforsøget. For efter genvalget af Chen Shui-bian og DPP, frygtede KKP at Chen i denne anden og sidste periode som præsident ville føre Taiwan mod en officiel uafhængighed af Kina. Derfor vedtog KKP i 2005 antiløsrivelsesloven, som tillod Kina at bruge magt over for Taiwan for at forhindre en taiwansk regering i at adskille Taiwan fra Kina officielt.

• Taiwan – forfatning og politisk system
• Taiwan