Taishan, Yuhuang Shan, bjerg i Shandongprovinsen (1524 m); det østlige af Kinas fem hellige bjerge og stedet for de kejserlige Feng- og Shan-ofringer, som i princippet markerede et dynastis blomstring, og som første gang blev afholdt i 219 f.Kr. (igennem historien i alt seks gange). Fra de tidligste tider er bjerget blevet betragtet som et centralt bindeled til himlen og et generelt udgangspunkt for liv og som det sted, hvortil sjælene vender tilbage efter døden. I folkereligionen fremstår det som et hovedsæde for den guddommelige administration af menneskeskæbner, og dets gud, Dongyue Dijun, 'Den Kejserlige Herre over den Østlige Bjergtop', som den øverste instans i helvedes tribunaler i dødsriget under bjerget.