Tainan, (sydkin. 'den sydlige terrasse'), Fu-Cheng, by på det sydlige Taiwan; 1,17 mio indb. (2016). Byen er Taiwans ældste og var i mere end 300 år øens politiske og kulturelle centrum. Den er fortsat en vigtigt kulturel by med mange templer. Nationalhelten Koxinga, som befriede Taiwan fra hollandsk kolonialisme i 1661, gjorde byen til regeringsby. Den har en betydelig maskinindustri, og en af landets forskerparker er placeret her.