Tadeusz Komorowski, 1895-1966, polsk general og politiker. Komorowski var 1943-44 øverstkommanderende for den borgerlige polske modstandshær, Armia Krajowa. I juli 1944 tog han det militære ansvar for beslutningen om en opstand i Warszawa, som blev en stor fiasko. Komorowski kom samme år i tysk fangenskab. Efter krigen opholdt han sig i London og var en aktiv politiker i eksilmiljøet, bl.a. som eksilregeringens statsminister 1947-49.