Târgu Mureş, Tîrgu Mureş, ung. Marosvásárhely, by og center for en ungarsk befolkningsgruppe 260 km NV for Bukarest i Transsylvanien; 146.900 indb. (2005). I Ceauşescus regeringsperiode skete der en stor rumænsk tilvandring og ungarsk udvandring, hvilket i 1990 førte til etniske konflikter mellem de to befolkningsgrupper; i dag (2000) er de to grupper omtrent lige store. Byen har teater med en rumænsk og en ungarsk afdeling. Den centrale plads er Piatra Trandafirilor med bl.a. den ortodokse katedral. I nærheden ligger flere museer og kirker, en synagoge og kulturpaladset, som er opført 1911-13. Petru Maior-universitetet (1990) og teaterskolen ligger umiddelbart øst for byens fæstning (1600-1800-t.), mens det medicinske universitet ligger mod NØ. Byen har en del maskin-, fødevare- og beklædningsindustri.